5 hurtige til Maja Kallmayer
Hun er opvokset på en campingplads med minizoo og islandske heste, så helt fra barnsben har ungrytteren Maja Kallmayer været vant til at hjælpe til med pasning og ridning af familiens islændere. På torsdag indtager hun ovalbanen i Herning, når hun skal ride til Icehorse Festival 2019.
1. Du skal have en hest med i Icehorse Festivals nye Futurity-klasse. Hvad er det for en hest?
- Jeg skal have en unghest med i Futurity, som hedder Vaka fra Kallmayer. Vaka er vores lille baby, da vi selv har avlet hende. Hun er altid glad og kommer løbende, når man kalder på hende, da hun elsker at være sammen med mennesker.
2. Du skal ride Sóley fra Østergård i T.3 og 4.2. Hvad er hun for en hest?
- Sóley er en hoppe med masser af power, som elsker at vise sig frem. Vi har tidligere deltaget i en del Gædingakeppni-stævner med gode resultater, men nu vil vi prøve kræfter af i sporten, som bliver meget spændende. Sóley er en super stabil firgænger med masser af udstråling. Hun er helt sin egen!
3. Du har også Spes fra Gultentorp med i 5.1. Hvad er det for en type hest?
- Spes er en rigtig pas-prinsesse, som elsker at fyre den totalt af, til dagligt bliver hun kaldt rakethesten! Vi elsker at ride stævner sammen, da hun er en erfaren hoppe, som går igennem ild og vand for en. Hun er den hest, som har givet mig den bedste erfaring og glæde indenfor pas.
4. Hvad er dine stærke sider som rytter? Og hvad er din målsætning for Icehorse Festival?
- En af mine stærke sider er, at jeg er ihærdig, da jeg har 3 til 4 heste igang, imens jeg går på gymnasiet. Det sjoveste jeg ved, er at flyve igennem banen i den vildeste pas. Ellers synes jeg, at det er det fedeste bare at få det sus i maven, når man rider ind på banen. Mine mål med Icehorse Festival er at komme rundt og få nogle gode resultater. Det er det andet stævne på Vaka, derfor gælder det bare om at komme rundt og få en god tur. På Spes håber jeg at se en udvikling i karaktererne fra tidligere og at vi bare sætter af i den fedeste pas. Jeg håber på karakter til A-klasser på Sóley. Generelt er målet at få en god tur på alle hestene og mærke suset i maven, som der er, når man rider Icehorse Festival.
5. Hvad glæder du dig mest til ved Icehorse Festival 2019?
- Jeg glæder mig til det sociale ved sådan et arrangement, hvor alle har den fælles interesse sammen, nemlig den islandske hest. Jeg glæder mig bare til det hele!
Comments