ASKA holdt følshow på Vilhelmsborg
Med bare 18 tilmeldte føl og ungheste var lokalklubben ASKA i dag værter ved årets århusianske følshow.
Med flest tilmeldte deltagere i føl-klasserne for hopper og hingste - og et par enkelte ungheste spredt ud over de resterende klasser - var der i dag følshow på Vilhelmsborg. Det var dommer Karsten Andersen, der stod for at styre slagets gang og bedømme de 18 tilmeldte føl og plage.
Formiddagens helt store oplevelse på Vilhelmsborg blev hoppeføllet Vonadís fra Grímholt (F: Vonandi frá Halakoti, M: Glódís frá Stekkjarhóli), der er avlet af Signe Bache. Udover en førsteplads i følklassen for hopper kunne det palomino føl nemlig gå hjem med en vurdering på hele 147 point. Andenpladsen gik til Manadis fra Hedekær med 127 point og tredjepladsen fik Álfadís fra Ellelaus med 124 point.
I hingsteklassen for føl lå det mere lige i toppen, hvor Maximus fra Urnebjerggaard placerede sig som nummer et med 127 point, mens Snarfari fra Tingvad blev nummer to med 121 point og Vígur fra Ellelaus fik en tredjeplads med sine 105 point.
Blandt unghestene var der ikke meget konkurrence, eftersom klasserne fra 1- til 3-års alle blot havde én eller to tilmeldte. Pudsigt var det dog, at de to hopper i klassen for 2-års begge blev bedømt med præcis samme score. Både Prinsessa fra Urnebjerggård og Snælilja fra Stald Balle blev bedømt med 114 point.
Comments