top of page

Blog: Bag om følshow

Som én af mine fritids aktiviteter er jeg arrangør af følshows. Der er rigtig mange som deltager i følshows landet over, og som finder en kæmpe glæde i det. Jeg vil i dette blogopslag fortælle lidt omkring opbygningen af et følshow fra en arrangørs side af.

Midtjysk Føl og plagshow
(Foto: Privat / Charlotte Grinderslev-Pedersen)

Det hele starter med et sende en tilmelding ind til sporti, så det kan komme op der og vi kan få nogle deltagere. Der efter så går jagten ind på sponsorer, så alle vores deltagere kan få en præmie med hjem, sammen med en roset og deres bedømmelse. Ved vores følshows sætter folk pris på, at kunne få en lille ting med hjem. Derfor gør vi en ekstra indsats på at finde præmier til alle. Det er en hård og lang kamp, men tanken om at glæde nogen mennesker med en præmie gør, at det er det hele værd.


Jeg har mange gange siddet og bandet over, at jeg ikke kunne finde sponsorpræmier nok, men så i den sidste uge op til følshowet, så kommer der en del sponsorpræmier lige pludselig, og så ender vi altid med at have for mange. Det er dog aldrig et problem, fordi så får vores deltagere bare nogle ekstra præmier – det plejer de at være ekstra glade for.

Når sponsorer præmierne er fundet, så skal de præsenteres på vores facebook side og lægges på vores hjemmeside. Der er hele tiden noget at lave, med hensyn til sponsorer præmierne.

(Foto: Privat / Charlotte Grinderslev-Pedersen)

Når der så ikke lige arbejdes på sponsor præmier, så laves der program. I vores program er der sponsoreroversigt og tidsplan – disse ting tager ikke voldsomt lang tid, og er rimelig overskuelige at få lavet. Så har vi deltageroversigten, som tager virkelig lang tid. Her skal alle oplysninger på hesten, stamtavle og fremviser skrives ind, så både deltager og tilskuere kan få et indblik i hestene og deres baggrund.


Vores deltagere og ligeledes tilskuer er ofte ambitiøse avlere eller i hvert fald yderst nysgerrige avlere. At kunne se på et føl eller unghest, og kende stamtavlen, vide hvilke forældre og bedsteforældre der ligger bagved. Mange avlere bruger følshows som en guide til, hvilken hingst de skal bruge. De kan her se hvordan hingsten avler, hvilke plusser og minusser som bliver videre givet.

(Foto: Privat / Charlotte Grinderslev-Pedersen)

Følshows er ikke kun en konkurrence om at vinde, men også et sted hvor man kan blive klogere på hingstevalgene i Danmark og udlandet. Det er én af grundene til, at vi elsker det.

Det er ingen hemmelighed, at det er mega hårdt at planlægge og afholde et følshow, men vi elsker det alligevel. Dagene op til arrangementer er vi trætte, presset på tid og overskud. Vi bliver presset ekstra, fordi der er deltagere som vil ændre hest, nogen som melder fra eller nogen som vil melde til, så der bliver lavet mange ændringer i de sidste par dage. Udover at skulle planlægge følshow, så har jo også vores private liv ved siden, med børn, egne heste og arbejde – så der er nok at se til. Det er her, hvor vi er tætte på at kaste håndklædet i ringen.


Så kommer den store dag. Vi står tidligt op, for at gøre de sidste ting klar, inden at det hele starter. Når vi så først er kommet i gang, så kører tingene bare der ud af – dog kan der forekomme nogle enkelte bump en gang imellem, men vi plejer at klare dem yderst godt og roligt. Selve dagen er virkelig fyldt med mange forskellige følelser. Vi er glade for at være i gang og der kommer så mange skønne mennesker og heste. Der kommer mange af vores venner, som vi måske ikke har set længe og det er skønt at se dem igen. Der kommer nogle virkelig imponerende heste, hvor vi selv er yderst interesseret i stamtavlen til vores egen avl. Det er alt sammen en yderst spændende dag!

(Foto: Privat / Charlotte Grinderslev-Pedersen)

Vi gør dette af flere årsager, men den primære årsag er helt klart fordi, vi synes det er sjovt og spændende. Vi har sagt til hinanden i mange år, at vi bliver ved med dette så længe vi kan lide det – og det kan vi stadig! Når følshowet er ovre, og vores deltagere lægger op på facebook, at de har haft en god dag og glæder sig til næste år eller at deltagerne skriver til os, at de har haft en skøn dag. Så er det, at vi føler, at det har været det hele værd! Vi får en følelse af at vi gør noget godt for andre mennesker. Det er ikke alle som kan planlægge følshows, stævner eller lign, derfor mener jeg at dem som kan gøre det, de bør også gøre det. Det er et forsamlingspunkt som mange glæder sig til, og finder det yderst hyggeligt, spændende og sjovt.


Vi har rigtig mange gengangere til vores følshows, og det er også dem, som giver os drivet til at fortsætte.


Der er ingen tvivl om, at det tager noget tid at arrangere et følshow, men der er bestemt heller ingen tvivl om, at det er så fantastisk, spændende og givende. Som arrangør bliver man også klogere på de hingstemuligheder, som der er i Danmark, og se de afkom som de laver. Når så hestene kommer tilbage år efter år, og vi kan se den udvikling som de gennemgår. Det er så vildt og fascinerende, og noget som virkelig giver et indblik i den danske avl af islænder.


Så ønsker man sig at blive klogere på hingstevalg, avl eller bare have en hyggelig dag i hestens tegn, så bør man tage til et følshow.

De første følshows starter i september og så plejer det at køre ind til November, hvor Best in breeding bliver afholdt. De holdes over hele landet, så lige meget hvor du er bosat, så bør der være et følshow indenfor en rimelig afstand.


Tag ud og opleve et følshow, du vil ikke fortryde det! :D


Comments


bottom of page