Blog: En fredag eftermiddag
En fredag eftermiddag. For en gangs skyld helt vindstille og med solen bagende ind af bilruden. En særlig rolig fornemmelse i kroppen blandet med varmen fra solen og glæden over at være på vej. Bilen med hestetraileren efter triller ind ad vejen mellem rideskolen og travbanen.
Det lille hestemekka i Skive. På den ene side Skive Rideklubs springbane, hal og folde. På den anden side Skive Travbanes store bygning med restaurant, tribunepladser og spillehal, hvor der flere gange i måneden er fyldt med snakkende folk, duften af lækker mad, spillekuponer og lyden af speakers stemme i tv’erne.
Vi ruller forbi de hvide stalde, skridtmaskinen og de flotte blanke travheste på foldene. Der er god plads til parkering. Man behøver ikke engang bakke. Hestene går roligt ud af traileren. De er vant til at komme her. Stald F står og venter på os, og et par travfolk hilser venligt, da vi trækker forbi hen til stalden. En kæmpe staldgang med striglepladser på række og bokse på den anden side.
Foden i stigbøjlen og så afsted mod midten af travbanen, hvor banerne venter på os. Vi får et par kvikke bemærkninger fra et par folk, der står og ser nogle travheste, der trænes. Vi rider hurtigt hen over travbanen. Travbanen hvor der på løbsdage løber toptunede travheste, som er spækkede med muskler under den tætte, blanke pels. Travbanen hvor Tarok har trampet i stenmelen med en kødrand af tilskuere.
300 meter lækker, fast ovalbane ligger i midten af det hele og kalder på os. Lige ved siden af er der passpor og dressurbane. Hestene kender vejen og går frisk til med ørene fremme. De er helt klar til at lege på banen. De virker lige så glade som os. En hurtigt tølt banen rundt giver det største smil på læberne. Et par veninder kommer ridende fra skoven på deres ismuler og slutter sig til os. Snakken går, og der grines, men der er også tid til seriøsitet.
Vores chauffør sidder på bænken med læmuren i ryggen og drikker sin medbragte kaffe.
Vi afslutter med en skridttur i skoven, som ligger helt tæt på. Træerne strækker sig mod himlen og skygger for solen, men vi er fyldt af glæde. Hestene får løse tøjler og pruster afslappende.
En dejlig eftermiddag.
Comments