Blog: En hyldest til Hylling
Så er det blevet min tur til at blogge. Jeg vil starte med at korrigere Ninna lidt, for da hun præsenterede mig på Fiflas facebookside, skrev hun, at jeg fik flere og flere heste. Og det passer ikke helt. Faktisk har jeg næsten ingen heste lige nu. Kun 6 styk, efter jeg i en periode har haft 8 ;-)
Mit første indlæg vil jeg dedikere til min første egen hest Hylling fra Lýtingsstödum. Jeg fik hende i konfirmationsgave efter at mine forældre tålmodigt havde kørt land og rige rundt for at prøve heste med mig. Det var noget særligt at få sin egen hest, så den skulle jo også være noget særligt. Det er Hylling og det er også hendes skyld, at jeg blev bidt af avlen.
Hylling var ikke den nemmeste hest for mig at ride. Hun har meget vilje og er en smule hidsig. Samtidig er hun 4-gænger, så der var meget at lære som ny i islænderverdenen. Den gang jeg valgte hende på stutteri Gudenådalen, tilbød de mig at træne hende et par måneder mere og kåre hende. Jeg vidste ikke noget om kåringer og sagde nej tak, jeg ville have min hest hjem med det samme. Det er noget, jeg flere gange senere har ærgret mig over.
Da jeg gik i gymnasiet, ville jeg gerne prøve at lave et føl på hende. Jeg kiggede samtlige töltblade igennem og efter DM i Herning, hvor jeg så Fengur fra Íbishóli vinde T.1, faldt valget på ham. Hylling kunne ikke lide Jóhann, så han kunne på ingen måde fange hende, da hun var til bedækning. Det gav anledning til flere bandeord – særligt da jeg gik ud på folden og gav hende grime på uden problemer! I år er det 20 år siden, hendes føl Áki bliver 19 år gammel, og er netop gået på pension gr. vedvarende problemer i lænden. Han har været min ridehest hele sit liv og jeg har selv kåret ham med 7.84 i total som 4-gænger.
Hylling er i dag 31 år gammel og stortrives i en flok med sine to egne børn og et barnebarn. Hendes afstamning er ikke noget særligt, BLUP’en slår en bundrekord på 83, men hendes afkom har hele tiden talt for sig selv. Flotte, udtryksfulde, ofte brogede og enten rene 4-gængere eller rene 5-gængere. Hun har fået 9 føl, hvoraf de 8 er nogen jeg har avlet. Jeg ejer selv to af hendes føl. Áki fra år 2000 og en kåret hoppe (Gunnlöd) fra år 2008.
Jeg kan blive ved med at fortælle om Hylling og hendes børn, men vil slutte mit indlæg her. Der kommer helt sikkert mere omkring dem i et senere indlæg. På billederne kan I se mig og Hylling til Faxi stævne i 2001, det nyeste billede af hende fra februar 2019 og en lille kavalkade af hendes afkom, alle med efternavnet ”Nørrevang”.
Hestehilsener fra Astrid
Comments