Blog: Mød Mia Vissing
Hej og tak til jer der har lyst til at læse med.
Jeg hedder Mia, er 30 år gammel og bor på Birkegården i Feldballe på Djursland. Til daglig læser jeg jura på Aarhus Universitet og så rider jeg en del heste i min fritid.
Jeg har redet on and off siden jeg var 5 år gammel. Mest på rideskoleheste, for jeg var desværre ikke en af de heldige, der havde egen hest som barn. Da jeg var 22, mistede jeg min mor til kræft meget pludseligt. Det var et stort tab for mig og endte i en meget svær depression. Det var her, jeg fandt hestene igen og denne gang blev det de fantastiske islændere. Én tur på sådan en og så var jeg solgt.
Jeg købte min første islænder i 2014. En 5 års hoppe – rød selvfølgelig! Det var set i bakspejlet ikke særlig smart at købe så ung en hest, når jeg ikke havde mere end et par års erfaring med islændere og nul erfaring med ungheste, men så lærte vi sammen og hun lærte mig enormt meget. En af de ting hun lærte mig, var fx at stige korrekt op uden at hænge i stigbøjlen. For hvis jeg hang det mindste i hende, var der kontant afregning ved kasse 1 i form af bukkespring. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange jeg røg af hende. Hun lærte mig også, at man ikke skal stopfodre sin hest med godbidder, hvis man ikke vil tages en bid af i tide og utide. Álfagjöf, som den temperamentsfulde røde dame hedder, bor i dag i Sverige.
Min nuværende ridehest er også rød. Han adlyder navnet Bob og er simpelthen det skønneste væsen, der altid kommer mig glad i møde med et vrinsk. Jeg har haft ham siden han var 2 år og selv tilredet og gangsat ham (Jeg har heldigvis lært en helt masse siden tiden med den røde dame). Bob er sådan en hest, som alle burde have. Han er ekstremt villig med masser af power. Samtidig er han sød, som dagen er lang og så er han ikke bange for noget som helst. Bob er 5 i år og vi går vores første stævnesæson i møde. Det er lidt angstprovokerende for mig at skulle ud og starte stævner på en ”ny” hest, men min sædvanlige stævnemakker er simpelthen for tyk og gangbesværet til at kunne komme med.
Min sædvanlige stævnemakker hedder Ida og hun er i fol med sit første føl med termin i slut maj. Ida købte jeg for snart 4 år siden af en dyrlæge i Nordjylland, der selv har avlet hende. Hun var til salg som projekthest. Så vidt jeg ved, har hun været i træning flere forskellige steder uden den store succes. Jeg tog op og kiggede på hende, fordi jeg var helt vild med de afkom, jeg havde set efter hendes far. Da jeg mødte hende, var der ingen tvivl om, at hun skulle være min og jeg købte hende på stedet. Ida er en meget sensitiv og speciel hest og jeg kommer helt sikkert til at fortælle hendes historie herinde på et tidspunkt. Lige nu går jeg bare og venter i spænding på min første hest af egen avl.
Den kommende weekend bliver travl for Bob og jeg. Fredag og lørdag skal vi nemlig på paskursus og søndag har vi sagt ja til at være prøveklude, når dommerne samles på Birkegården til dommerseminar. Det kommer næste indlæg til at handle om.
Jeg håber I har lyst til at læse med igen.
Vrinsk fra
Mia, Bob og Ida
Comments