top of page

Blog: Velkommen til Charlotte

Mit navn er Charlotte Grinderslev-Pedersen og jeg er 28 år. Jeg har fået den kæmpe ære at være én af de heldige bloggere for Fifla. I den forbindelse vil jeg lave en præsentation af mig selv.

Charlotte med to islandske føl
(Foto: Charlotte Grinderslev-Pedersen)

Jeg er bosat i Vester Bjerregrav sammen med min mand Heinrich og vores søn Marcus på 2 år. Udover min egen skønne dreng, så har Heinrich to store drenge fra tidligere forhold – Simon på snart 15 og Aston på 13 år.

Vi er bosat på en lille gård, som vi lejer os ind på med drømmen om at købe det og forme det til vores eget lille paradis, hvor vi kan have vores 6 islændere.

Jeg fik min første islænder i konfirmationsgave. Her fik jeg min højt elskede Agga og hendes føl. Siden da har Agga fået flere føl, hvor vi har solgt flere af dem. For 7 år siden fik hun et hoppeføl, som jeg faldt for og valgte derfor at beholde hende.


For nogle år siden købte vi vores avlshoppe, som skulle være vores første rigtige gennembrud til at begynde at avle mere seriøst. Vores hoppe er efter Garri fra Reykjavik og vi har pt et hingsteføl efter hende og Isak fra Kirkjubæ, gående på folden. Vores sidste hest er en plag efter vores 7 års hoppe.

Alle vores heste er opstaldet på min mors gård, som ligger 10 minutter fra os. Vi deler opgaverne omkring hestene med min mor, som selv har 4 shetlændere.


Til dagligt arbejder jeg for min mand. Heinrich startede selvstændig sidste år som IT-mand for private og firmaer. Fra marts begyndte han at regne afgifter for bilforhandlere, og fik så travlt at han manglede flere timer i døgnet eller en ekstra mand.

Jeg er selv uddannet pædagog, men da jeg ikke kunne finde noget arbejde, og min mand lige pludselig manglede hjælp. Så blev vi enige om, at jeg skulle arbejde for ham og regne afgifter hjemmefra.


Udover at Heinrich og jeg er selvstændige, har børn, heste og en lille ejendom, som skal passes og vedligeholdes. Så arrangerer vi følshows.

Charlotte med islænder
(Foto: Charlotte Grinderslev-Pedersen)

Vi har Midtjysk føl- og plagshow som bliver afviklet i september ved Møldrup. Det har vi arrangeret i 7-8 år. Udover vores lokale følshow så har vi også Best in Breeding, som er et elitefølshow for landets bedste føl og ungheste. Begge følshows kræver en del forberedelse og planlægning, som ikke altid er lige nemt, når man i forvejen har hænderne fulde i det daglige. Men vi elsker det og derfor fortsætter vi med det, men mere omkring vores følshows i et andet oplæg.


Som prikken over i’et, så har Heinrich og jeg også rideudstyrsbutikken Hreppur rideudstyr, som vi overtog i 2016.


Da min far døde tilbage i 2013 efterlod han nogle penge, som gjorde, at det blev muligt for os at købe Hreppur Rideudstyr og udleve min ”lillepige-drøm”.

Med Hreppur kommer vi ud til mange store arrangementer, når der ikke lige er corona, som også gør, at jeg oplever store dele af islænderverdenen.


Jeg har igennem mine egne heste, vores følshows og Hreppur oplevet, og oplever store dele af islænder verden, og det er noget af det jeg vil skrive om på bloggen. Jeg håber at I vil følge med i mit liv med islandske heste.


Comments


bottom of page