DI udlodder 30.000 kr. til børne- og ungeaktiviteter
- Fifla.dk
- 17. sep. 2024
- 1 min læsning
Landets lokalklubber kan nu søge om støtte til indsatser, der fremmer børn og unges viden om god hestevelfærd.

Dansk Islandshesteforening ønsker at støtte projekter, som kan fremme børn og unges viden om god hestevelfærd, og som øger samme målgruppes hesteforståelse. Derfor udlodder foreningen nu i alt 30.000 kr., som alle lokalklubber har mulighed for at søge, hvis de har aktiviteter for børn og unge, som kan give ny viden og flere fællesskaber.
DI's Líf-pulje skaber liv
Líf betyder liv på islandsk, og det er netop lokalklubber, der skaber liv, energi og positiv udviklng hos både børn og heste, der har mulighed for at søge om penge i DI's Líf-pulje.
De 30.000 kr., der i 2024 er øremærket børne- og ungeaktiviteter, deles ud på flere forskellige lokalklubber, og man kan derfor max søge om 10.000 kr. pr. klub. Derudover gælder det, at klubbens aktivitet skal have til formål at hæve vidensniveauet om god og omsorgsfuld omgang med heste, samtidig med at den giver mulighed for, at klubbens børn og unge kan danne nye, sjove fællesskaber med den islandske hest som omdrejningspunkt.
Læs meget mere om, hvordan du og din lokalklub kan ansøge om at få del i Líf-puljen, samt hvilke øvrige krav Dansk Islandshesteforening stiller til eventuelle ansøgere lige her.
Commentaires