top of page

Er hestevelfærd blevet ridesportens #MeToo?

  • Forfatters billede: Fifla.dk
    Fifla.dk
  • 21. aug. 2024
  • 2 min læsning

Debatten om hestevelfærd er eksploderet på de sociale medier og i dag skal Dansk Ride Forbund mødes med fødevareminister Jacob Jensen for at drøfte fremtidens ridesport.

Close up af islandsk hest.
Selvom det er dressursporten, der står for skud, er islænderne ikke fredet i debatten (Foto: Canva)

Siden sagen om dyremishandling i dressurstjernen Andreas Helgstrands stalde, har internettet været rødglødende. Alt lige fra udstyr, ridestil og konfliktadfærd diskuteres heftigt, og da en video af den nordjyske dressurrytter Carina Cassøe Krüth der pisker sin hest, for nyligt så dagens lys, blev der kastet nyt brænde på det bål, der i forvejen brænder under ridesporten.


Situationen, der begynder at minde mere og mere om ridesportens helt egen #Metoo-bølge, er alvorlig. Nogle spekulerer i, om ridesport helt skal forbydes. Andre steder arbejder man for regelændringer i sporten, så hestevelfærd sættes højere. Men uanset hvad der bliver debatteret på nettet, så er det et faktum, at fødevareministeren i dag skal mødes med formand for Dansk Ride Forbund Dan Boyter.


Konkrete forslag til bedre hestevelfærd på vej

Ministeren har udtalt, at han ønsker hårdere straffe, når ryttere ikke behandler sine heste ordentligt. Og der er ingen tvivl om, at dressurverdenen holder vejret og afventer næste skridt i denne højspændte situation.


Men hvordan forholder Dansk Islandshesteforening sig egentlig til situationen? Selvom det ikke er vores del af sporten, der er under størst pres, så er den ikke fredet. Forud for det netop afholdte NM udtalte formand for DI Sus Ulbæk til Magasinet Tölt:


"Vi kommer til at se billeder af islandske heste med åbne munde og close-ups af stangbid på de sociale medier, og der vil blive sat spørgsmålstegn ved den islandske gren af ridesporten. Ved brug af udstyr, lydniveau, staldfaciliteter, sadlens placering, rytternes størrelse, og om hvordan islandshesten skal rides. For vi befinder os i en brydningstid. Vi skal have langt større blik for hestevelfærd. I bedømmelserne på konkurrencebanerne, i opvarmningen og træningen, og i håndteringen af vores heste på pladsen. Det er ikke nye emner, og det er også emner, der allerede gennem flere år haft haft både dansk og internationalt fokus fra islandshesteorganisationerne."


Danmark vil ændre sportsreglerne

I kølvandet på den ophedede debat har Danmark fremlagt forslag i FEIF om ændring af de nuværende sportsregler, og har derudover tilbudt at være vært for et seminar for sportsdommere og rideinstruktører, der skal omhandle konkliftadfærd og korrekt brug af udstyr. Der er dernæst nedsat et udvalg på tværs af DI, der har til formål at lave en bred plan til opfølgning på den rapport, som Dyreetisk Råd offentliggjorde i marts 2023 med fokus på brug af heste i sport.


Fifla.dk ville gerne have haft en frisk kommentar fra Dansk Islandshesteforening for at høre, hvordan DI forholder sig til dagens møde og den nye udvikling i den offentlige kritik af hestesporten. Det har dog ikke været muligt.



Comments


bottom of page