top of page

Hekla holdt "Rynkeridt" i stiv storm

Teltene der skulle huse aftenens fællesspisning blæste omkuld, men det stoppede ikke de nordjyske ryttere fra at hoppe i sadlen til fredagens hyggestævne i Hjallerup.

Stævne for islandske heste.
De fleste tilskuere til fredagens Rynkeridt sad i læ ved Heklas klubhus, men der var få rå, der trodsede elementerne og tog campingstolene med ud i stormen (Foto: Fifla.dk)

Det var lige før, der herskede islandske tilstande på Heklas baneanlæg i Hjallerup, da klubben fredag eftermiddag inviterede sine medlemmer til det årlige Rynkeridt. Vindstødene ramte 28 sekundmeter, håret flagrede, ridebanehegnet blæste ned og de opstillede telte, der skulle huse aftenens fællesspisning med helstegt pattegris på menuen, bukkede under for den voldsomme blæst. Det gjorde rytterne dog ikke, der troligt svingede sig i sadlen og red på banen. Programmerne blev gennemført efter bedste evne, selvom det ikke var helt nemt at ride efter speakers kommando, når vinden overdøvede lyden i de opstillede højttalere. Det var dog ikke noget, der slog rynkeridderne ud. De tog det hele med et smil og en god vindjakke. Og det overrasker ikke stævnearrangør Helle Andersen, der med et stort smil forsikrede os om, at en aflysning ikke var på tale, inden hun grinende udbrød:


"Det er jo islandske ryttere for pokker. Det er et spørgsmål om påklædning".

Og noget tydede på, at Helle kender sine hårdføre medlemmer godt. Kun ganske få deltagere havde trukket sig fra startlisten, og da Fiflas udsendte ankom til pladsen midt i en halvkaotisk nedpakning af teltrester, var der dog alligevel hyggelig stemning ved klubhuset. Der blev hyggesnakket, grinet og krammet og en positiv uldklædt tilskuer konstaterede højt og med et smil, at "i det mindste var der da ikke regnvejr".


Rynkeridt er en årligt tilbagevendende begivenhed

Islandshesteklubben Hekla har afholdt det populære rynkeridt hver sensommer siden 2021. Helle forklarer, at idéen opstod, fordi klubben gerne ville lavet noget hyggeligt for de medlemmer, der var over 35 år.


"Vi ville gerne kalde det noget andet end bare lige 'Hyggestævne for 35+', så vi lagde det ud til vores medlemmer og spurgte, om der var nogen, der havde en god idé til et navn. Da forslaget 'Rynkeridt' kom, lå det lige til højrebenet, at selvfølgelig skulle det hedde det".

Stævnedelen blev i år udsolgt på bare en time, og hele 148 personer havde i øvrigt meldt til fællesspisning. Sidstnævnte er noget, som Hekla i den grad støtter op om, så klubben byder det velkommen, at medlemmerne kan mødes og have en hyggelig aften.


Resultaterne? De gled lidt i baggrunden, da først rytterne fik bænket sig til bords i hinandens hyggelige selskab. Og med lige dele held og godt naboskab kunne maden efter ridningen nydes i ly for stormen:


"Vi var så mega heldige, at vores søde naboer ved Hjallerup Rideklub så, at vores telte var ved at flyve af H til. Så de tilbød, at vi kunne være ovre i deres ridehal til fællesspisningen. Så lige nu er vi i gang med at rykke det hele derover, så vi kan sidde i læ og tørvejr og spise."

Afsluttede Helle, inden hun skyndte sig videre til de mange praktiske opgaver, der også hører med, når man arrangerer klubstævner.






Comments


bottom of page