Hvad er din hests horsenality?
Vi synes allesammen, at vores egen hest er helt unik. Men kan vi ligefrem sige, at den har en personlighed? Hvis du spørger Linda og Pat Parelli, der er pionerer inden for horsemanship, så ja - absolut!
De ser begge meget autentiske ud, når man ser billeder af Parelli-parret, der iført cowboyhatte og jeans arbejder med heste på deres ranch i Colorado. Ved første øjekast er de meget langt fra den verden, som vi kender fra vores islændere, men måske kan vi alligevel lære noget om vores små gangartsheste ved at låne lidt af den amerikanske teori?
Træn efter type og opnå hurtigere resultater
Uanset om du har guldmedaljeambitioner eller drømmer om en lækker tur igennem skoven i hurtig tölt, så når du dine mål hurtigere, hvis du træner ud fra en plan. Og når du skal lave sådan en for dig og din hest, så kan Parellis Horsenality Diagram være en ganske nyttig hjælp.
At kunne læse sin hest og træne på det enkelte dyrs præmisser er kernen i Parellis træningsfilosofi. Derfor har de opsat et system, som gør det nemmere at bedømme hestens personlighed - eller horsenality som de har oversat det til. Skemaet er delt op i fire forskellige kategorier: Right-Brain Extrovert, Right-Brain Introvert, Left-Brain Extrovert og Left-Brain Introvert. Det er begreber, som vi ofte bruger, når vi skal beskrive mennesketyper. Og i hovedtræk betyder de faktisk også stort set det samme. En extrovert hest er nemlig mere energisk og udadfarende, mens en introvert hest i højere grad kan kategoriseres som værende "low key".
Skemaet, som du finder lige herover, er udformet således, at der er opremset en række typiske karaktertræk for hver hestetype. På den måde kan man forholdsvist hurtigt danne sig et overblik over kategorierne og dermed bestemme, hvor ens egen hest hører til.
Skemaet er selvfølgelig ikke fuldstændigt. Din hest kan sagtens have karaktertræk fra flere forskellige hestetyper, men den vil som oftest have en overvægt i blot én af kategorierne.
Hvad skal vi bruge det til?
Du kan ikke bruge skemaet alene til at udforme en træningsplan til din hest, men du kan bruge det som et værktøj til at forstå hestens reaktionsmønster. Har du eksempelvis en Right-Brain Introvert hest, kan det forklare, hvorfor hesten bliver nervøs og utilregnelig, når du byder den uventede opgaver. Har du derimod en Left-Brain Extrovert hest, så kan det forklare, hvorfor den opfører sig så bestemmende - og så kan du agere ud fra det.
Horsenality Diagrammet kan altså benyttes til at opnå en større forståelse for vores hests gøren, laden og ageren, hvilket kan hjælpe os til at tilrettelægge en optimal træningsplan, yde støtte på de rigtige tidspunkter og irettesætte, når det er nødvendigt.
Kan du se, hvor din hest hører til i Parellis Horsenality Diagram? Måske der er basis for en AHA-oplevelse eller to, når du finder ud af, at det faktisk ikke er for at drille dig, at din hest aldrig står stille på staldgangen, kun er interesseret i mad eller opfører sig stædigt. Det ligger måske til dens natur?
Du kan downloade PDF'en med Pirellis Horsenality Diagram her.
Comments