Island tester vaccine mod sommereksem
En vaccine mod sommereksem står højt på mange islænderejeres ønskelister - og nu kan den endelig være på vej.
I intet mindre end 20 år har der været sommereksem på dagsordenen hos Keldur, Det Islandske Institut for Eksperimentel Patologi, der ligger i Reykjavík. Selvom den kløende lidelse ikke forekommer på Island, er der risiko for, at heste, der eksporteres til andre lande, vil udvikle sygdommen, når de ankommer i deres nye hjemland, og kommer i kontakt med den art af myg, der hedder mitter.
Selvom mange heste kan leve med sommereksem - og med den rette pasning også kan trives - så er det alligevel et ønskescenarie, at vi helt kan slippe for den kløende sommergene. Ligesom det også ville være optimalt, at vi kan slippe for at pakke importerede heste ind i eksem- og insektdækkener de første år, dyrene er her i landet, for at forebygge udvikling af sygdommen.
Banebrydende skridt på vejen
Og måske er drømmen om klø-frie somre ikke så langt ude i fremtiden, som den har været. I mandags tog de islandske forskere nemlig et banebrydende skridt på vejen, da de sendte en gruppe test-heste til Europa, hvor de i løbet af de næste 2-3 år vil blive nøje overvåget. Målet er at klarlægge effektiviteten af den nye vaccineformular, mens det naturligvis også er vigtigt at finde ud af, om medicinen har bivirkninger.
Ender islændingene ud med positive testresultater, er det altså virkelig gode nyheder for vores eksemramte heste.
Nysgerrig på at læse mere? Så kan du læse den fulde rapport om den nye vaccine lige her.
Comments