Kan du høste rosetter for god horsemanship?
Der er lagt op til detaljenørderi og harmonisk hestetræning, når Julie Keller og Pia Motawea indbyder til virtuelt stævne i horsemanship.
Allerede da coronaen gjorde sit indtog sidste forår, stiftede vi for første gang bekendtskab med begrebet "virtuelle stævner". Konkurrencehungrende islandshesteryttere töltede rundt hjemme på deres egne baner og optog sportsprogrammer på video, som skulle indsendes til bedømmelse. Nu er der igen mulighed for at få stillet konkurrencelysten via et nyt online stævne. Denne gang er det dog ikke gangarter og overgange, der bedømmes, men derimod ekvipagens evne til at arbejde sammen på harmonisk vis. Julie Keller og Pia Motawea har nemlig åbnet op for tilmeldinger til deres allerførste Online Horsemanship Stævne.
Harmoni belønnes
Det virtuelle stævne i smuk horsemanship udbyder to klasser, der indeholder en række forskellige øvelser, men som har det samme succeskriterie. Man skal som ekvipage nemlig arbejde sammen på harmonisk vis og belønnes udover harmoni også på signalgivning, hestens forståelse af opgaven samt præcision.
Du kan både vælge at deltage i en såkaldt "Horse in Harmony"-klasse, der er inspireret af Ute Lehmann. Her vil opgavedelene blandt andet tælle tøjlestyring for hånd med start, stop og bak, ottetalsøvelser og indparkering ved skammel. Men det er også muligt at dyste specifikt i sidebevægelser, hvor dommerne blandt andet vil bedømme, hvor godt du flytter hestens forpart, bagpart og går sidelæns over en genstand.
Tilmeld dig Online Horsemanship Games
Du kan allerede nu tilmelde dig stævnet i Online Horsemanship på Sporti.dk. Der er dog kun et begrænset antal pladser i hver klasse, så vent ikke for længe, hvis du og din hest har mod på at vise flot horsemanship på video.
Commentaires