top of page

Ny viden om sommereksem

I takt med at temperaturerne stiger, så vokser bekymringsrynkerne hos dem, der har heste med sommereksem. Men nu er der måske endelig godt nyt til de kløende heste.

Islandsk hest i det islandske landskab.
På Island er der ingen mitter og dermed heller ingen sommereksem.

Selvom alle heste kan få sommereksem, så må vi desværre erkende, at vores ellers så hårdføre islandske heste er særligt udsatte for lidelsen. Allerede fra tidligt forår indtil nattefrosten igen sætter ind i efteråret, står den på eksemdækkener, dyrlægebesøg, fodertilskud og diverse produkter til enten at smøre eller spraye på - men nu kan det være, at der endelig er lys for enden af tunnellen.


Ny vaccine skal stoppe generne

The Journal of Allergy and Clinical Immunology har netop offentliggjort resultaterne af et forsøg lavet med 34 islandske heste, der alle led af sommereksem. Med en ny tilgang til lidelsen har man nemlig udviklet en ny vaccine, der i stedet for at forsøge at behandle overfølsomheden, simpelthen går ind og blokerer overproduktionen af de celler, som immunsystemet sender ud for at bekæmpe det allergifremkaldende protein, der kommer fra hunmittens spyt.


Meget tilfredsstillende resultater

Den nye vaccine blev testet på 19 af de islandske heste, mens resten af gruppen fik et placebopræparat. Hele 17 af de 19 heste, der blev vaccineret, viste efterfølgende de meget tilfredsstillende resultater, at man kunne se dannelse af antistoffer mod netop sommereksemen. Den resterende gruppe heste på placebopræparater viste ingen reaktioner.


Det er meldt ud, at vaccinen forventes at komme i handlen snarest. Vi følger selvfølgelig udviklingen her på Fifla.

Comments


bottom of page