Sideværtsøvelser på islænder
Rid sideværts i din daglige træning og oplev hvordan din hest bliver stærkere, smidigere og får lettere ved gangarterne.
Med OL netop overstået har du måske siddet foran skærmen og set den ene dressurhest efter den anden udføre øvelser på banen og indkassere pointprocenter for deres indsatser. Men selvom dressurøvelserne ligger langt fra det, som islandshestene som oftest konkurrerer i på stævnebanen, så kan det alligevel godt betale sig at lade sig inspirere af den palette af sideværtsøvelser, som dressurhestene mestrer.
Tre simple sideværtsøvelser, som du let kan integrere i din daglige træning, er versader, schenkelvigninger og traversader. Du vil måske aldrig komme til at starte en dressurklasse på din islandske hest, men øvelserne vil give dig en række andre fordele som eksempelvis øget lydighed og en stærkere og smidigere hest. Læg dertil at en islandsk hest, der går gode dressurøvelser, vil have lettere ved at bære sig under rytter og måske endda tilmed i sidste ende få et bedre gangartsmønster.
Versader
Versaden er en samlende og løsgørende øvelse, som du både kan ride på banen, men også ude i naturen. Bemærk dog at øvelsen til en start er en del lettere at udføre, når du har ridebanehegnet eller ridehusvæggen at styre efter på den udvendige side.
En korrekt redet versade er opnået, når hesten går med en let bøjning gennem hele kroppen og har placeret forparten inden for sporet, mens bagparten bliver på sporet. Hestens stilles indad, men bevæger sig ligeud. Rytteren bruger schenklerne til at holde hesten på plads i øvelsen, mens sædet skal følge bevægelsesretningen. Undgå at hesten falder på forparten ved at huske de halve parader. Og husk at være opmærksom på at støtte op om hesten med den udvendige schenkel og tøjle, så hesten opretholder en korrekt bøjning og ikke bare "overbøjer" i halsen.
Det er ikke meningen, at rytteren skal bruge kræfter på at ride en versade. Hesten skal være under hjælpen, så øvelsen kan rides med lethed. Brug eventuelt versaden i din opvarmning, så din hest har de allerbedste forudsætninger for at komme igennem resten af træningen med gode, varme og smidige muskler.
Schenkelvigninger
Som navnet på øvelsen antyder, så er der her tale om, at hesten skal lære at vige for rytterens schenkler. Når øvelsen er redet korrekt vil du opnå en bedre balance, større smidighed og en mere lydig hest, der forholder sig afventende til rytterens signaler.
Ved en schenkelvigning skal hesten være lige i kroppen, men stilles en smule modsat bevægelsesretningen. Den skal træde hen over sit eget spor ved at krydse benene over hinanden og dermed bevæge sig sidelæns.
Mange islandske heste vil have en tendens til at skyde skulderen, når den både skal flytte sig sidelæns, samtidig med at den er stillet i modsat retning. Fokuser derfor på at holde hesten lige og tjek eventuelt, om du selv sidder lige, så det ikke er dig, der kommer til at hive hesten i en retning, samtidig med at du sørger for at støtte godt op på udvendige side.
Start med at tage ét skridt ad gangen. Hellere én korrekt vigning end mange forkerte. I kan altid sætte flere på, når I er blevet eksperter på området. Måske I endda ender med at zigzagge ned ad midterlinjen i en lang række af schenkelvigninger, når I er blevet rigtig gode?
Traversader
Traversaden er lidt i familien med versaden. Men så alligevel ikke helt. Når du rider traversader samler og smidiggør du din hest ligesom i de andre øvelser. Men modsat de to andre, så er hesten her ikke stillet væk fra bevægelsesretningen. I en traversade skal din hest være stillet samme vej, som den bevæger sig. Rytteren skal så via sine schenkler bede hesten flytte bagparten indenfor sporet, mens forparten forbliver på sporet og skuldrerne peger ligeud. Når traversaden er redet korrekt, opnår du en løftet forpart og frie, bevægelige skuldre. Og hvem vil ikke gerne tage de kvaliteter med over i tölten på deres islandske hest?
Komentar