top of page

Skridttræning på islænder

  • Forfatters billede: Fifla.dk
    Fifla.dk
  • 6. sep. 2024
  • 3 min læsning

Det er som regel tölt og pas, der giver den helt store wow-faktor hos den islandske hest. Men det betyder ikke, at vi skal glemme alt om skridt.

Rytter på islandsk hest i naturen.
Skridttræning behøver ikke foregå på en ridebane, men kan sagtens udføres på tur i naturen (Foto: Canva)

Det er nemt at forklare, at en korrekt udført skridt er en firtaktet gangart med lange, afslappede og løsgjorte bevægelser. Helt så simpelt er det dog ikke at ride en rigtig god skridt, når hesten man sidder på, er islænder.


Nogen vil måske mene, at skridt i sig selv er en kedelig gangart. Til nogle showstævner vises den slet ikke, og til de officielle kåringer vægtes den karakter, hesten får for skridt kun med 6% af den samlede bedømmelse. Til sammenligning er procentdelen for tölt helt oppe på 16. Det betyder dog ikke, at der ikke bør afsættes plads til skridt i den daglige træning. For uanset om man er stævnerytter eller skovtursræser, er skridt en gangart, der kan bruges klogt.


Brug skridt til at finde ro

Islandske heste der iler afsted i en høj og åben form, er ikke noget særsyn. Korte, hurtige skridt giver et indtryk af, at hesten er klar til at sætte afsted i tölt hvert øjeblik. Men problemet er bare, at töltkvaliteten ofte vil bære præg af, at den foregående gangart var urolig. Det kan derfor være en god idé at lære sin hest at søge fremad og slappe af i sin krop, når den skridter. Volter og sideværtsøvelser kan hjælpe hesten til at sagtne farten, slappe af og træde ind under sig. Når den er blevet rigtig dygtig til at strække sig og spænde af, kan man som rytter begynde at lege med samlingsgraden. Ved at samle hesten op, lade den slappe af, for så at samle den op igen, træner du din hest i at kunne rides op og ned i energien, når du beder den om det. Udover at det er ganske praktisk, så føles det også rigtig behageligt, at hesten venter på sin rytter i stedet for blot at ile afsted.


Indlær nye øvelser i skridt

Hvis man skal lære sin hest noget nyt, kan det være en kollosal fordel, at træningen foregår i skridt. Ganske enkelt fordi det er den langsommeste gangart, og dermed også den, der giver rytteren bedst tid til at tænke sig om og koncentrere sig. Når en ny øvelse sidder lige i skabet i skridt, er det til gengæld meget nemmere at tage den med sig over i eksempelvis tölt.


Herunder kan du se, hvordan islænderens fem gangarter, inklusiv den korrekte skridt, ser ud.



Bedre tölt efter en god skridt

Nogle heste har så stærkt et töltanlæg, at man bare klemmer lidt med schenklerne, og så går hesten frem i tölt. Problemet er bare, at en spændt skridt næsten med garanti også betyder, at hesten har spændinger i den næste gangart. Det kan både gå ud over takt og bæring, så det er ikke ønskværdigt. Bruger man derimod gangarten skridt til at forberede sin hest mod overgangen til tölt, kan man få et helt andet resultat. Ved lige så stille at samle hesten, mens den stadig skridter, kan man sørge for, at den bruger sine bagben rigtigt, løfter rytteren med de rigtige muskler i ryggen, og bærer sig selv uden støtte på tøjlen. Det er det helt rigtige udgangspunkt for at liste hesten op i en tölt, hvor hesten både bærer sig selv og sin rytter korrekt.


Som ekstra bonus kan man jo så passende slippe tøjlen og lade sin hest strække sig i en afspændt skridt igen, når den er færdig med at tölte. For hvis man først har lært sin hest, at skridt er et godt sted at finde ro, så kan man også bruge gangarten som en pause eller ligefrem en belønning undervejs på rideturen. Og det uanset om man er taget en tur i skoven eller rider en finale til et stævne, hvor man venter på sin karakter.



Comments


bottom of page