Årets mest populære hestenavne
Følsæsonen er ved at gå på hæld og størstedelen af årets generation af nye töltere har fået deres navne. Vi har taget et kig i statistikken og fundet frem til, hvad det er allermest trendy at hedde, når man er en islandsk hest anno 2019.
Med et lille overtal har det været hingstenes år, for mens der kun er født 586 hoppeføl i 2019, har hele 661 hingste set dagens lys for første gang. Til gengæld er hoppeejerne noget mere enige om navngivningen, eftersom årets tre mest populære navne er givet til mange flere heste, end årets tre mest populære navne på hingstesiden.
Hvor navne som Ágústa, Gaja og Sía var lige ved og næsten at snige sig ind på årets top tre, blev de alligevel forbigået. Blandt andet af årets allermest populære hoppenavn, som tager førstepladsen for andet år i træk.
De mest populære hoppenavne:
Saga
Dísa
Askja
På hingstesiden er der en del, der er navngivet Garpur, Hannibal, Álfasteinn og Jarl - måske der sidder et par avlere med en drøm om at have bygget den næste store stjerne? Mens også Magnús, Valiant og Ísak er lige ved at kunne snige sig ind på listen over de mest populære navne.
De mest populære hingstenavne:
Baldur
Teitur
Feykir
Hvad angår vores yndlingsnavn, er det givet dobbelt så mange gange i år, som det blev givet sidste år. Navnet Fifla er nemlig blevet tildelt hele to heldige hoppeføl i 2019.
Comments